Formål
- Ønsker du at danne dig et overblik over Bibelens budskab – og
finde en sammenhæng mellem dens bøger?
- Vil du gerne vide mere om kristendommen, som er grundlaget for
den danske kultur?
- Kunne du tænke dig selv at læse i Bibelen og opdage, hvad den
siger dig?
- Vil du gerne vide, hvorfor Bibelen er den mest udbredte bog i
verden?
Indhold
Frikirkeligt Forum i Odense tilbyder fra efteråret 2009 et gratis kursus:
’Slip Bibelen Løs’. Det vil foregå én aften om måneden i én af byens
frikirker.
I løbet af 4 år ønsker vi at ’slippe Bibelen løs’, dvs arbejde os gennem alle
Bibelens bøger (Se kursusplan). Målet er at give en oversigt over den enkelte bog og en
samlet ’værktøjskasse’, der gør alle i stand til at læse Bibelen med
forståelse og indsigt.
Kurset er tilrettelagt for alle interesserede, også selv om man ikke er vant
til at komme i kirke og ikke kender noget til Bibelen i forvejen. Erfarne
bibellæsere vil dog også kunne få gavn og ny indsigt af kurset.
Til hver kursusaften vil der blive lavet et A4-ark med en oversigt over
aftenens emner/bøger (Se kursusplan). Disse sider vil ved kursets afslutning blive udgivet i
bogform. Endvidere vil der blive lavet en bibellæseplan, så man selv kan
læse de dele af Bibelen, som er blevet gennemgået.
Kurset er som sagt gratis og tilmelding er ikke nødvendig. Det er også
muligt at få udbytte af kurset, selvom man ikke kan deltage alle aftenerne. Skulle du gå glip af en aften, kan du lytte til lydoptagelsen (Se kursusplan).
Forløbet af en kursusaften
Hver aften begynder kl 19.30 og slutter kl 21.00. Der vil være to indlæg på
hver ca ½ time med en kaffepause imellem. Hvert indlæg vil give et overblik
og baggrund for den bibelske tekst, men også gøre teksten aktuel i forhold til
vores liv i dag.
Hjerteligt velkommen!